Oct 18 2012

NETFLIX Tidsmaskine

NETFLIX har langt om længe holdt sit indtog i Danmark. Jeg har glædet mig, for jeg har altid prædiket for tanken om den digitale tjeneste, hvor jeg betaler et abonnement, og til gengæld har adgang til alt. Jeg glæder mig stadig, for NETFLIX er ikke løsningen.

Problemet med tjenestens udbud af tv-serier i Danmark er det samme som med dansk broadcast-tv. Begrænset udbud, manglende aktualitet på det, der trods alt er. Internettet har vundet for længe siden, forbrugerne er globale. Vi kender jo godt de amerikanske tv-serier - og NETFLIX falder helt igennem på udbuddet. 

NETFLIX tilbyder f.eks. Dexter, men hvor er sæson 5 og 6? Jeg finder Sons of Anarchy, men hvor er sæson 4 og 5? Breaking Bad mangler sæson 5, Weeds mangler sæson 6, 7 og 8 - det gør How I Met Your Mother også. Det er ikke godt nok. 

Film-delen er om muligt endnu værre. Det er Batman Begins, Taken 1, Expendables 1, Transformers 1 og andre forældede eller fuldstændig ukendte b-film, hvor blandt andet en serie af norske made-for-tv-film udgør halvdelen af udbuddet i Thriller genren. Jeg tænkte et øjeblik på at sammenligne med Blockbuster, men der er jo heller ingen volumen til at kompensere for den middelmådige kvalitet. 

Jamen hvor er vi så, her i skrivende stund, medio oktober 2012? NETFLIX tilbyder ved introduktionen ikke andet tv, end det, man kan købe som boks-set i Bilka. Film-udbuddet er at sammenligne med en landlig tankstation i begyndelsen af 2011. I Norge. Eller tre-for-100-kroner-rodeboksen, hvis vi skal blive i Bilka. NETFLIX er altså to-tre år bagud på både film og serier, og tilbyder tilsyneladende ingenting, der ikke allerede er blevet sendt i tv.

Rygterne siger, at Netflix med tiden vil satse på egenproduktion af underholdning, og det skal være deres redning, hvis de ikke kan få ensartet udbuddet på tværs af regionerne. Som den er nu oplever jeg en tjeneste, der gør sig enormt umage for ikke at konkurrere med noget som helst eksisterende tilbud på det danske marked, hverken broadcast tv eller retail, og NETFLIX har således dømt sig selv irrelevant - i hvert fald her i starten.  

80 kroner om måneden er selvfølgelig heller ikke meget, men en rådden bøf bliver jo ikke bedre af at være billig.

Dumpet.